Laurentic (II)

Laurentic er historie i sig selv.For det første var hun den sidste kulfyrede Atlanterhavs damper med stempelmotor, der blev bygget, men også den sidste for White Star Line. Hun blev bestilt bygget og leveret til et selskab, der allerede var i store financielle problemer, hvilket skulle vise sig at være fatalt tre år senere. Laurentic fik i sandheden en tumult tilværelse, allerede da hendes køl blev lagt. I den årlige rapport i april 1925, blev hun nævnt, som det næste passager/last skib, der skulle bygges, men også at byggeriet blev udskudt pga. faldende immigration til Canada. IMM havde i perioden tilmed også tænkt sig at sælge White Star Line, så alt i alt var tidspunktet for en ny liner ikke særlig godt. I juni 1925 gav den britiske regering, White Star et lån på 250.000 pund til at købe maskineri til nye skibe. I august blev planerne om fem nye skibe, deriblandt Oceanic og Laurentic, offentliggjort. Oceanic blev senere droppet og kontrakten gik derfor til Laurentic, der fik sin køl lagt som nr. 470, den 17. september 1925.

White Star Line havde altid fået bygget deres skibe på parolen: "Cost plus" (konstruktions pris plus kommission), men med Laurentic skiftede alt dette, til en fast pris i stedet. Pga. strejken i 1926 samt det faktum, at der var mangel på stål, betød at priserne skød i vejret. Så faktisk var det en svær opgave nu pludselig at skulle bygge et skib på en fast pris. Derudover var forhandlingerne om White Star allerede i fuld gang, så IMM's president P.A.S. Franklin, ville ikke bruge mere end absolut nødvendigt på det nye skib. Derfor blev Laurentic "bare" en forstørret udgave af det allerede så kendte Regina-klasse design.

White Star blev solgt til Lord Kylsant i november 1926, der allerede havde købt Harland & Wolff værftet i Irland. Den 16. juni 1927 blev Laurentic søsat, omkring 9 måneder for sent, og efter kun 7 måneder i tørdokken, kunne hun blive leveret til sine ejere, White Star Line.

Laurentic havde en længde på 604 fod (ca. 184 mter) og var 75 fod bred (ca. 23 meter). Hun var på 18.724 bruttotons og blev drevet af en tregangs ekspansionsmaskine, der kunne levere 15.000 hestekræfter til sine tre skruer. Den gennemsnitlige fart lå på 15.5 knob, men kunne maximalt føre en fart på 16-16.5 knob.

Som nævnt tidligere var Laurentic den sidste reciprokations maskine, kulfyret Atlanterhavs- damper der blev bygget. Man kan nok undre sig over, hvorfor man ikke anvendte en turbine motor, som på f.eks. en anden Reginaklasse damper, Doric fra 1923, men grunden findes i de faste udgifter. Da skibets motorer blev bygget på lånte penge, samt det faktum at det også var blevet bygget på en fast pris betød, at valget faldt på den noget billigere reciprokations maskine.

Laurentic sejlede på den canadiske rute indtil 18. august 1935, hvor hun havde en kollision med Blue Star lineren Napier Star. Hun blev lagt i tørdok i december 1935, hvor hun lå indtil sommeren 1936. På dette tidspunkt blev hun hvervet til militærtjeneste, da det britiske mandat i Palæstina blussede op. Militærtjenesten skulle vise sig at blive Laurentics skæbne. Ikke i Palæstina konflikten, men under 2. Verdenskrig. Her blev hun nemlig efterspurgt igen. Indtil da, havde hun ligget og rustet i mere end to år. Efter en overhaling, blev hun kaldt til tjeneste den 24. august 1939.

Den 4. november 1940, tidligt om morgenen, blev H.M.S. Laurentic ramt af en tysk torpedo og sank med boven først. 49 mand omkom. Dermed forsvandt den sidste White Star Line damper. Hun havde ikke haft en stor kommerciel tjeneste, men til gengæld havde den militære, vist Laurentic ære.

Menu

© 2021 Henrik Friis Thuesen