Titanic

Klokken 02.20, den 15. april 1912 var det slut for verdens største og smukkeste damper. Titanic var på vej mod sit sidste hvilested og med sig tog hun over 1.500 sjæle. Ved overfladen brækkede hun over i to dele, men usikkerheden var stor. Det var ligeledes idéen om at isbjerget havde flået hende op i en længde af 90 meter, begyndende ved stævnen, hvor isbjerget først havde ramt. I godt 73 år var myterne om skæbne natten tiltaget og Titanic var lige så stille gået hen og blevet myternes og legendens skib. Men så i 1985, nærmere betegnet søndag den 1. september, blev hun fundet igen. Nu kunne man pludselig se og opleve skibet, der havde gennemgået så meget rædsel, den april nat i 1912. Men det var ikke den første ekspedition, der havde ledt efter det sagnomspundne skib. Den første ekspedition var begyndt med H.J.W Fay i juli måned 1980 havde ikke vist nogen større resultater, da man fandt ud af at de opgivne længde og bredde grader ikke passede. I 1985 havde man imidlertid fået ny teknologi og denne gang var man som sagt mere heldige. Manden, der ledte denne ekspedition var Dr. Robert D. Ballard, der senere også skulle finde endnu et stort passagerskib, Lusitania og det tyske slagskib fra 2. Verdenskrig, Bismarck. Et af de største spørgsmål man hurtigt fandt et svar på var, om Titanic virkelig var brækket i to, eller om man var så heldige at finde hende i et stykke. Desværre viste vidneudsagnene at tale sandt. Titanic lå i to dele, med en afstand på 600 meter på en dybde af 3.800 meter. Den forreste del skulle vise sig at være i god nok stand til at kunne undersøge nærmere. Her kunne man stadig kende mange af de smukke træk. At dømme efter dybden, havde denne del ramt bunden med en fart af godt 25 km/t., hvilket betød, at stævnen havde boret sig 5 meter ned i havbunden, godt to meter under de to kæmpe bov ankre. Det betød så også, at man ville få svært ved at opklare om revnen virkeligt var så lang som man tidligere havde sagt, da denne del af stævnen jo var begravet af sand. Agterenden var modsat den forreste del, fuldstændig ødelagt. Studierne viste, at pga. trykket på vej ned havde stykket imploderet, da trykket udefra blev for stort. Faktisk er der nede på disse dybder en tryk på omkring 3 ton pr. kvadrat tomme. Både dæk og beklædning var revet op og havde blottet de store maskiner. At det nogensinde havde været den anden del af den kæmpe liner, kunne man kun bruge sin fantasi til at forstå..

I juli 1986, næsten et år efter opdagelsen, vendte Ballard og hans folk tilbage til vraget for at udforske det yderlige og mere grundigt. Denne gang var det selvsagt lettere at lokaliserer. Til forskel fra den første ekspedition var denne uden deltagelse af franskmændene. Ekspeditionen fik taget nogle fantastiske billeder af hele vraget, samt nogle live-action film, der tilsammen gav et godt dokuinfo om skibets tilstand.

Nedgangen til vraget tager hen ad to timer, men så er det også et fantastisk syn, der møder en i dybet. Under ekspeditionen i 1986 tog man mange af de billeder man kender fra i dag, bl.a. de imponerende views af the Grand Staircase, der er en sørgelig skygge af sin storhed i sin korte levetid. Siden ekspeditionen i 1986, har der været utallige ekspeditioner til vraget, der i mellemtiden også er blevet fredet. Alligevel er flere hundrede effekter hentet op fra dybet, selvom de havner på museum til offentlig udstilling, mener mange at man ikke skal røre mere ved det og lade det være, som den gigantiske kiste, Titanic er blevet for det hundrede af sjæle, der gik ned med hende. Men man skal skynde sig, hvis man skal lære mere om vraget. Rust tærer hurtigere og hurtigere på vraget, hvilket betyder at det inden for en vis årrække vil forsvinde for altid. Hvis man har penge nok kan man faktisk få en tur ned til vraget og se det, som der indtil nu kun har været for videnskabens øjne.

Den 17. august 1998 var en historisk dag for alle, der havde en interesse for Titanic. Denne dag sendte den amerikanske TV-station Discovery Channel nemlig direkte fra vraget. Via ny teknologi, fik man her at vide, at de ikke var en 90 meter lang revne, men derimod en serie af små revner, der tilsammen ikke var mere en en kvardratmeter stor, men altså stor nok til at sænke lineren. I samme udsendelse fik man set det som er blevet kendt som "The Big Piece", der er et ca. 8 ton stort stykke af beklædningen. Dette stykke fik med et års forsinkelse endelig solens lys at se for første gang i 85 år, og bliver en vigtig genstand for eftertiden, der skal lære om den nat i 1912, da menneskeheden tabte troen på den ubetingede kontrol af naturen.

I forbindelse med storfilmen Titanic, rejste instruktøren James Cameron op til flere gange ned til vraget og optog mange timer til filmen. I 2001 vendte han tilbage for at lave en dokumentar. Dette blev til filmen 'Ghosts of the Abyss'. Noget af det interessante i forbindelse med projektet var, at man nu kunne komme endnu tættere på vraget end ved tidligere ekspeditioner. Nu var det muligt at bevæge sig længere ned i vraget og udforske steder mennesker ikke havde set siden Titanic gik ned i 1912. Videnskabeligt kunne man nu også se, hvor meget Titanic var blevet nedbrudt på de sidste 20 år siden hun blev genopdaget. Billederne på denne side er alle fra James Camerons ekspedition i 2001.

Menu

© 2021 Henrik Friis Thuesen