Galleri
White Star Lines faste leverandør af skibe, var gigantskibsværftet Harland & Wolff, der har bopæl i Belfast, Irland. Lige siden White Stars stiftelse, havde Harland & Wolff været en trofast og loyal leverandør af rederiets flåde.
Harland & Wolff's formand og partner var W. J. Pirrie, der var en fremadrettet mand, med ambitioner. Dette resulterede i at han i slutningen af år 1900 var en vigtig brik i spillet om dominansen af Atlanten.
Den amerikanske jernbane baron, J. Pierpont Morgan, havde kort forinden bl.a. opkøbt to af Harland & Wolff's vigtigste kunder, hvilket gav Pirrie muligheder for at være med i spillet. Ud over de amerikanske rederier, byggede Harland & Wolff jo som sagt også for White Star, som var en af værftets største europæiske kunder. Pirrie indså at Pierponts aggressive fremgang inden for det maritime, både var en fare, men også en potentiel god forretning. Derfor gik der ikke lang tid inden han havde kontaktet jernbane baronen, og kort tid efter var Pirrie blevet Pierponts europæiske forhandler. Omkring juli 1901 var han godt i gang med at promovere Morgans amerikanske syndikat overfor Albert Ballin, som var adm. Direktør for Hamburg-Amerika Line og Bruce Ismay, der lige var blevet ny adm. Direktør for White Star Line. Ismay, der ikke havde meget tilovers for den plan Pirrie kom med, blev dog overtalt af Pirrie, der allerede var fanget af syndikatets byggetraditioner. Pirrie var naturligvis utrolig interesseret i at få støtte fra både White Star, Hamburg Amerika (HAPAG) og det tyske transatlantiske rederi Norddeutscher Lloyd (NDL), da det betød at vedligeholdelse og forsyninger af rederiernes skibe lå til Harland & Wolff's kontrakt.
November 1901 fik Pirrie aftalen i hus med løftet om at syndikatet var en fantastisk og genialt sammenslutning. Ud over de nævnte rederier, opkøbte Harland & Wolff også på vegne af Pierpont Morgan, 51% aktier i Holland America Line.
Det nye syndikat kom fra nu af til at hedde International Mercantile Marine.
Aftalen lød: Alle ordrer for nye skibe og alle store reparationer, der skulle foretages i Storbritannien, skulle gives til Harland & Wolff.
Efterkrigstiden tog hårdt på Harland & Wolff, ligesom den havde gjort for bl.a. IMM og White Star Line. Materialemangel og strejker var næsten hverdagskost, hvilket betød store problemer for værftet. Situationen mellem IMM og værftet, repræsenteret af Lord Pirrie var gradvist forværret, da man efterhånden var blevet uenige om driftsformer.
I juni 1924, dør Lord Pirrie, hvilket betyder at firmaet står tilbage uden en leder til at holde dem på rette kurs. På trods af at ejeren af Royal Mail Group, Lord Kylsant, overtog kontrollen, ændrede situationen sig ikke. Kylsant købte i november 1926 White Star Line fra IMM, der allerede var i store finansielle problemer. Men forholdet mellem værftet og IMM stod til fald, hvilket betød at IMM opsagde kontrakten, der havde givet Harland & Wolff rettighederne til skibsbygning og reparationer.
Menu
© 2021 Henrik Friis Thuesen