Galleri
Hamburg-Amerika Line blev stiftet den 27. maj 1847 som Hamburg Amerikanische Packetfahrt Actien Gesellschaft eller som man også kaldte dem, HAPAG.
I 1848 starter rederiet sine skibsoperationer med 3 nye sejlskibe og det var først 8 år senere, at æraen indenfor dampskibene startede. I 1886 kommer en senere betydningsfuld mand til Hamburg-Amerika Linien, nemlig Albert Ballin. Ballin overtager ledelsen af afdelingen for overfarter og i 1889 oplever han på nært hold, at rederiet for alvor er ved at tage del i Atlanterhavstrafikken. Det er nemlig det år, hvor Hamburg-Amerika Linien sætter sine to første hurtige dampere Auguste Victoria og Columbia i tjeneste. 8 år tidligere havde konkurrenten Norddeutscher Lloyd (NDL) allerede sat deres præg på Atlanten, da de kun 8 år efter deres stiftelse, havde 8 hurtige dampere i tjeneste. Dette faktum var Hamburg-Amerika Linien nu ved at råde bod på og i 1894 satte de, de første såkaldte "P" dampere i tjeneste. Kun to år senere i 1896 fik de konstrueret det, på dette tidspunkt største damper i verden - Pennsylvania på 13.333 bruttoton. Dette varede dog ikke særligt længe, da NDL satte Kaiser Wilhelm der Grosse i service. Og ikke nok med at hun nu blev verdens største, ja, så viste hun også meget hurtigt at hun var den hurtigste, hvormed hun vandt det Blå Bånd til Tyskland for første gang i historien.
I 1899 blev Albert Ballin udnævnt til administrerende direktør for Hamburg-Amerika Linien og han gjorde straks noget ved situationen. Året efter søsatte Hamburg-Amerika Linien derfor Deutschland, der overraskende for alle, overtog rekorden på Atlanten.
I starten af århundredet var emigrationen fra Europa, både fra Tyskland og England meget stor. Hvert år ville flere tusinde fra Hamburg til Amerika, og mange ønskede at rejse med Hamburg-Amerika Linien. Grunden hertil var, at rederiet havde en særdeles god måde at behandle emigranter på. Ballin havde lagt stor vægt på, at emigranter skulle havde det godt og havde en god chance for at blive lukket ind i Amerika når de endelig nåede derover. Han havde derfor bygget landsby, hvor emigranterne kunne bo i 2 uger før afrejse. Her var bl.a. klinikker, så de rejsende ikke havde sygdomme når de ankom til Amerika. For at emigranterne kunne føle sig ekstra velkomne ombord på damperne, stod der et band og spillede når de gik ombord på damperne. Det eneste Ballin ønskede til gengæld var en anbefaling af rederiet til andre, som ønskede at flytte over på den anden side Atlanten.
Tyskland havde vist, at de var lige så konkurrencedygtige som deres største konkurrent, England, der med både Cunard Line og White Star Line gjorde livet surt for de tyske rederier, inklusiv Hamburg-Amerika Linien. På 5 år søsatte englænderne 4 superlinere, der tilsammen både havde rekorden over Atlanten, men som også var de største og mest luksuøse. Det drejede sig naturligvis om Lusitania, Mauretania, Olympic og Titanic. Disse linere tvang tyskerne til at gøre noget drastisk. I 1912, kun få uger efter Titanic katastrofen, søsatte Hapag datidens største liner nogensinde - Imperiator og året efter den endnu større Vaterland.
Men krigen truede lige om hjørnet og Ballin, der var fredstilhænger prøvede forgæves at overtale den tyske Kaiser om at lade slaget stå mellem skibene på en fredelig facon, end at føre en krig ud i verden.
Imperiators søsterskib, Bismarck, blev søsat den 20. juni 1914 og var under færdiggørelse, da krigen brød ud i august. Dette betød, at byggeriet blev stoppet til fordel for andre skibe, der ligesom i England, skulle konverteres om til hjælpekrydsere. Den tyske regering befalede derfor, at alle kommercielle dampere skulle komme hjem øjeblikkeligt, men allerede i de første dage af krigen, blev dette indgreb en total fiasko. Kun 5 skibe, der havde været på åbent hav kom tilbage. De resterende 37, blev konfiskeret i neutrale havne. Det gjaldt bl.a. Vaterland, der var på vej hjem fra New York fik nyheden om, at franske og engelske krydsere var på vej til at møde hende på Atlanten. Derfor blev hun beordret til at blive i New York indtil hun fik yderligere instruktioner. Få dage senere blev hun konfiskeret af USA.
De mange konfiskeringer blev en katastrofe for Tyskland, da de blev brugt af de allierede til at transporterer tropper til Europa - i alt 2 mill., hvilket var nok til at vinde krigen.
Hapag's adm. direktør, Albert Ballin, begik selvmord kun få dage før våbenhvilen, som om han havde forudset, hvilket tab det ville være for hans rederi.
Og tabet blev virkelig en katastrofe for Hamburg-Amerika Linien. Hapag tabte hele sin 175 skibe store flåde til allieret side, bl.a. Imperiator, som gik til Cunard Line, Vaterland, der gik til United States Lines og den ikke helt færdige Bismarck, som gik til White Star Line.
I årene efter krigen, byggede Hapag lige så stille en flåde op igen og i 1926 havde de 173 skibe på en samlet tonnage af 1.1 million bruttoton. I denne periode vendte Hapag sig mere mod de små linere og under naziregimet blev de to rederier Hapag og NDL nødt til at slå sig sammen pga. det økonomiske og regeringsmæssige pres.
Men takket være tysk krigsliderlighed, måtte Hapag endnu engang se hele sin flåde leveret til de allierede magter efter 2. Verdenskrig. Den tidligere fusion mellem Hapag og NDL blev opløst efter krigen, hvor de arbejdede hver for sig indtil 1968. Dette var året hvor de to selskaber etablerede Hapag-Lloyd Container Line og med to skibe hver på Nord Atlanten, introducerede de, de første europæiske opfyldte containerskibe i verden.
Hapag-Lloyd Container Line var kun starten for et samarbejde mellem de to rederier, og den 1. september 1970 blev fusionen mellem de to rederier til, og Hapag-Lloyd AG var blevet skabt. Firmaet har i dag hovedsæde i Bremen. 
Menu
© 2021 Henrik Friis Thuesen