Galleri
Oceanic Steam Navigation Company Limited blev stiftet i Liverpool 1869 af Thomas H. Ismay. White Star Line var en udløber af den originale flåde af klippere, der også bar det røde flag med den hvide stjerne. Ismay fik hurtigt et ry, som en mand, der altid forbedrede sine transatlantiske linere på ruten Liverpool – New York, med hensyn til størrelse, fart, komfort og sikkerhed. Hans rederi var opfattet som en særdeles værdig rival til de ellers etablerede selskaber som Cunard, Guion og Inman Line. Kapløbet med tyskerne, medførte at White Star Line hurtigt fik bygget det største og mest luksuøse skib siden the Great Eastern. Hun blev bygget i 1899 af Harland & Wolff, som byggede alle skibe i White Stars flåde, og fik navnet Oceanic (208 meter).
En af White Stars værste konkurrenter, American Line, der i 1893 havde flyttet sin hjemhavn for transatlantisk trafik fra Liverpool til Southampton, indgik i slutningen af år 1900 en aftale, der skulle have stor betydning for White Stars senere virke. Den 23. november 1899 døde Thomas Ismay og hans søn, Bruce Ismay, overtog forretningen. I løbet af 1901 indgik Bruce Ismay en aftale med Harland & Wolff's formand, W.J. Pirrie og den amerikanske forretningsmogul, J. Pierpont Morgan.
Denne aftale skulle medføre at White Star Line blev optaget i et nyt enormt amerikansk ejet syndikat, der kom til at hedde International Mercantile Marine (IMM), hvilket udover White Star også involverede en række andre rederier, bl.a. Red Star Line og Dominion Line. For White Stars aktionærer var IMM's tilbud forholdsvis let at sluge. De var nemlig nervøse for at konkurrencen fra det regeringsstøttede Cunard Line ville skade værdierne på deres aktier, og da Morgan kom med et tilbud på 10 millioner pund for rederiet var de straks med på idéen.
Bruce Ismay, der havde fået posten som administrerende direktør for White Star, fik nu tilbudet om at få stillingen som administrerende direktør for IMM og dens tilhørende selskaber. Grunden hertil var, at IMM ikke havde haft alt for stor økonomisk succes og at Ismay var den leder, som det gigantiske selskabet stod og manglede.
Det primære for White Star Line blev nu, at opretholde den luksus, som firmaet havde opbygget i årene, frem for fart. Dette kunne både ses med den endnu næsten nye Oceanic, men også med den nye stolthed "The Big Four" (bygget fra 1901-1907), der bestod af skibene Celtic, Cedric, Baltic og Adriatic, der i øvrigt i en kort periode var verdens største (21.000 tons).
I løbet af 1906 kom den næste store omvæltning for White Star, da Ismay, Morgan og Lord Pirrie (Harland & Wolff), blev enige om at flytte alt ekspres trafik fra Liverpool til Southampton. Denne beslutning blev taget i henhold til den store udvikling der havde været i Southampton i det sidste 10-12 år, siden The American Line havde flyttet dertil. Dette betød nu, at Southamptons indbyggere kom til at se en hel del mere til White Stars kæmpe ocean-dampere end tidligere.
Skiftet betød en del for Southampton, specielt for de mange arbejdsløse, samt for værftet Harland & Wolff, der fik et værksted i byen til vedligeholdelse af skibene.
Med verdens største skibe gik det rigtig godt for White Star, men Titanic katastrofen havde givet dem et knæk, der skulle vise sig aldrig at blive helet. Bruce Ismay gik af for IMM i juni 1913, men ikke nok med det. Titlen som Adm. direktør for White Star Line, som han havde håbet at kunne beholde, var frataget ham. Det at have overlevet Titanic katastrofen havde skadet hans forhold til offentligheden så meget, at det ikke kunne ses muligt at beholde stillingen. Ismay trak sig herefter tilbage til sit hjem i London og Irland. Han holdt af at få nyheder om skibsindustrien, men hans nærmeste havde dog fået besked på aldrig at nævne Titanic. Han døde i 1937.
Krigen tog hårdt på White Star, der mistede mange gode skibe. IMM tildelte kun to nye skibe efter krigen, nemlig Doric i 1923 og Laurentic (II) i 1927. Ellers måtte de "nye" skibe blive genindsætninger af førhen tyske skibe. Bl.a. fik White Star tildelt Hamburg America Lines, Bismarck, der blev omdøbt til Majestic.
Drømmen om et skib over 1000 fod, skulle opfyldes året efter i 1928, med Oceanic på 1010 fod (308 meter) og 62.000 bruttoton, men måtte droppes i 1930, pga. finansielle problemer, da rederiet gik fra profit til tab.
White Star Line blev købt af den nye ejer af Harland & Wolff, Lord Kylsant, i november 1926 og den 1. januar 1927 blev ejerskabet ændret til britisk, i håb om at White Star skulle få det comeback, som skulle løfte det nye firma ud af situationen.
Depressionen slog endnu hårdere og White Star måtte sælge ud af mange af sine skibe, selvom de to sidste skibe, der blev bygget for White Star, Britannic (1930) og Georgic (1932), var en kæmpe succes.
White Stars rival, Cunard Line havde også problemer, hvilket betød at de måtte lade arbejdet på en ny liner stoppe. Sidst i 1933 sagde den engelske regering god for at låne Cunard penge til at fuldende bygningen med den betingelse at Cunard og White Star fusionerede, hvor Cunard havde den største aktieandel. Fusionen skete i 1934 og betød at White Stars eksisterende flåde stadig beholdt sine farver, men at der under White Stars eget flag skulle befinde sig et flag fra Cunard. Cunards skibe skulle også have et White Star flag under sit eget.
Cunard overtog mere og mere af White Star, der til sidst slet ikke blev nævn mere. I stedet for Cunard White Star, blev det kun til det i dag kendte Cunard Line. 
Menu
© 2021 Henrik Friis Thuesen