Campania

I1893 satte Cunard to nye skibe i service. De var Campania og Lucania, der i virkeligheden satte skub i kampen om Atlanten - kampen om det blå bånd. På samme tidspunkt var Tyskland ved at stable en kommerciel maritim flåde på benene, der skulle vise sig at give England problemer. Godt nok havde de to nye linere det Blå Bånd i fire år, men derefter skulle tyskerne overtage det fra 1897 til 1907, hvor Cunards Lusitania (1907)og senere Mauretania (1907)skulle give England pokalen tilbage

De to skibe blev bygget hos Fairfield Co, Ltd i Glasgow og første af de to, Campania, blev søsat den 8. september 1892. Hun var på 12.950 bruttoton og målte 183.17 x 19.87 meter. Hendes maskiner var af typen ti-cylinderet tregangsekspansion, der kunne få de to skruer op på en hastighed af 21 knob. Hun havde to skorstene og to master og var designet til at kunne transporterer 600 1. klasses, 400 2. klasses og 1.000 3. klasses passagerer. Efter prøvesejladserne havde hun sin jomfrurejse fra Liverpool til New York, den 22. april 1893 og på tilbageturen satte hun en ny rekord på transatlantisk krydsning mellem Queenstown og New York og vandt dermed det Blå Bånd. Tiden var 5 dage 17 timer og 27 minutter. i juni 1893 blev rekorden fra Liverpool til New York også stukket. Det var først i 1898, at NDLs skib Kaiser Wilhelm der Grosse (1897)tog alle Atlantens rekorder og dermed det Blå Bånd.

I juli 1900 var Campania involveret i en alvorlig kollision. Hun var på vej fra New York, da hun løb ind i en tæt tåge uden for Queenstown, hvilket betød at hun måtte ligge og vente til tågen lettede lidt, inden hun kunne komme i havn. Om morgenen den 21 juli kolliderede Campania med et Liverpool registreret barque, Embleton, der blev delt i to, da Campania sejlede lige igennem hende. Den forreste del sank øjeblikkeligt, men agterenden svang rundt og beskadigede Campania på styrbord side. Embletons mandskab lød på 18 mand, men redningsbådene kunne desværre kun redde 7 af dem. Campania nåede Mersey uden flere uheld og satte kurs mod New York igen den 28. Juli.

I 1901 blev Campania det første skib, som fik installeret den nye Marconi ledningeløse telegraf. Den skulle senere blive kendt i sammenhæng med Titanic katastrofen.

I oktober 1905 var Campania involveret i endnu et uheld. Denne gang var det en bølge, som ramte ind over skibet, hvilket betød døden for 5 3. klasses passagerer, der simpelthen blev fejet overbord. Uheldet sårede yderligere 29. Dette var første gang at Cunard linien havde mistet passagerer gennem en ulykke.

Campania fortsatte på ruten Liverpool-New York uden yderligere uheld og havde sin 250. krydsning den 14. april 1914. Efter hjemkomsten fra denne rejse var hun for en kort stund lånt ud til Anchor Line. På dette tidspunkt havde Cunards superlinere Lusitania og Mauretania vist at de sagtens kunne opretholde passagertrafikken over Atlanten og havde det ikke været for udbruddet af 1. Verdenskrig, var Campania sandsynligvis blevet hugget op. 1. Verdenskrig betød en ny form og ny karriere for Campania, der blev købt af det britiske Admiralitet for at blive konverteret til hangarskib. Efter konversionen hos Cammell Lairds, Birkenhead, blev hun sat ind i sin nye tjeneste den 17. april 1915. Det nye flydæk var godt 49 meter lang og havde plads til 10 fly. Den 30 april forlod hun Mersey for at mødes med flåden i Scapa Flow. Kort tid efter ankomsten gjorde HMS Campania, som hun nu hed, historie, da hun blev det første skib hos the Royal Navy der satte et fly i luften. Man fandt hurtigt ud af, at flydækket ikke var langt nok, hvilket betød at hun måtte tilbage og få det forlænget. Efter forlængelsen returnerede hun til Scapa Flow, men deltog ikke i slaget ved Jylland pga. maskinproblemer. Resten af hendes karriere brugte hun inde og ude af Scapa Flow. Fra oktober 1918, tjente hun fra Burntisland i Firth of Forth, hvor hun kolliderede med den opankrede Royal Oak om morgenen den 5. november. Campania fik et stort hul bagbordsside og begyndte at synke med agterenden først. lidt over 3 timer senere var det slut - hun sank med agter først.

Det var et vanærende farvel til et skib, der havde slået alle rekorder i Atlanten og som havde lagt fundamentet for det moderne Fleet Air Arm. Kun 4 dage senere sluttede krigen.

Menu

© 2021 Henrik Friis Thuesen