Lusitania

Havde det ikke været for Lusitania, havde 2. Verdenskrigs slutning måske have set fuldstændig anderledes ud. Den 7. maj 1915 blev hun sænket af tyskerne og hun tog næsten 1.200 sjæle med sig; af dem var 123 amerikanere. Dette faktum betød at amerikanerne kom et skridt længere mod at indgå i krigen. Selvom dette dog først skete 2 år senere, var sænkningen af Lusitania med til at vende stemningen i USA til fordel for at gå ind i krigen på britisk side.

Baggrunden for Lusitanias bygning skal nok findes i den strid om kampen om Atlanten, som Storbritannien havde med Tyskland. Cunard havde haft to skibe med i kapløbets forreste led, nemlig Campania (1893)og Lucania (1893), men var blevet slået i 1897 af den tyske Kaiser Wilhelm der Grosse (1897). Efter denne overtagelse, var tyskerne ikke til at rokke. IMM's overtagelse af White Star Lineog deres interesse i Cunard, fik rederiet til at søge mod regeringen og deres støtte. Dette lykkedes, hvilket var starten til planerne om to superlinere, Lusitania og Mauretania. Aftalen lød på en substitution 2.600.000 pund til to skibe der skulle kunne sejle 24 til 25 knob. Til gengæld skulle de konstrueres så de let kunne blive anvendt som militære krydsere i tilfælde af krig. Farten var naturligvis et af de vigtigste punkter, der skulle overholdes for enhver pris. Efter nøje overvejelse blev det besluttet, at skibene skulle være udstyret med dampturbiner. Kontrakten gik til John Brown skibsværftet i Glasgow, Skotland, hvor forberedelserne til verdens største og hurtigste skibe blev påbegyndt.

Lusitanias køl blev lagt i maj 1905 og blev søsat den 7 juni 1907. Hun var på 31.550 bruttoton og målte 232,31 x 26,75 meter. Hun var som sagt udstyret med dampturbiner - fire af slagsen og havde 4 skorstene og 2 master. Lusitania var i sandhed en superliner. Hun havde 7 ståldæk til brug af passagerer og flere radikale ændringer var taget i brug. Bl.a havde 3. klasse til forskel fra tidlige fået kahytter med plads til 4 eller 6 personer. Også på maskinområdet var hun revolutionerende. Kombinationen af dampturbinen, der kunne yde 68.000 heste og de 4 skruer, betød at hun kunne skyde 25 knob. Derudover var hun forberedt til krig, hvilket betød at hun var designet til at kunne blive udstyret med 12 hurtigfyrrende 6 tommer kanoner.

Efter prøvesejladserne, forlod Lusitania Liverpool den 7. september 1907 ud på hendes jomfrurejse, via Queenstown til New York. Selv om hun prøvede at erobre Det Blå Båndfra Norddeutche Lloyds Deutschland (1900), lykkedes det først på hendes anden rejse den 5. oktober 1907. Det gjorde hun ved at krydse Atlanten fra Queenstown til Sandy Hook på 4 dage 19 timer og 52 minutter.

Lusitania fik i juni 1908 udskiftet sine ydre skruer med nogle nye og forbedrede. I marts 1914 slog Lusitania sin tidligere rekord på en rejse fra New York til Liverpool, men inden da havde hun haft en svær tid, med problemer med både skruer og beskadigede turbiner. Regeringens ønske om at have Lusitania til sin rådighed i tilfælde af krig, kom til realisation ved udbruddet af 1. Verdenskrig. Men da Lusitania ankom, blev det besluttet at Lusitania skulle blive i kommerciel rutefart og i stedet blev den noget nyere Aquitania (1914)sat ind sammen med Lusitanias søsterskib Mauretania (1907). Lusitania forblev dog stadig i Liverpool til Admiralitetens rådighed og Lusitania gjorde to sejladser mellem Liverpool og New York i oktober 1914. Derefter begyndte hun en månedlig service på denne rute. Pga. af manglen på kul og mandskab, blev 6 af hendes kedler lukket ned, hvilket betød en nedgang i fart fra 25 til 21 knob.

Den 16. januar 1915 tog Lusitania fra Liverpool og havnede i en hård sø, der fik kaptajnen til at frygte torpedoangreb. Det fik ham til at hejse det amerikanske flag. Amerikanerne var på dette tidspunkt stadig neutrale og det fik tyskerne til at holde tilbage så de ikke fik dem med i krigen på de allieredes side. Dette fik passagererne til at føle sig sikre. I april begyndte tyskerne at reklamere med advarsler for passagerer, der sejlede på allieredes skibe - også passagerskibe. Hvis de alligevel tog afsted, var det på egen risiko. Den 1. maj 1915 tog Lusitania fra New York fra Cunards kaj nr. 54. På denne rejse, der skulle vise sig at være den sidste, var der 1.959 passagerer ombord. Den 7. maj nærmede hun sig det der blev kaldt "farezonen", hvor der var en stor risiko for torpedoangreb. Kaptajnen tog sine forholdsregler, der bl.a. gik ud på at svinge redningsbådene ud over rælingen, lukke alle de vandtætte døre og sætte ekstra udkig på alle poster. Klokken 8 om morgenen var farten reduceret til 18 knob for at sikre ankomsten til Liverpool den følgende dag, hvor man skulle fange højvandet. Kl. 12.40 blev kursen ændret for at komme bedre ind mod land og hun kom nærmere dette, da Old Head of Kinsale kunne ses kl. 13.40. Klokken 14.15 skete det så. Kaptajn Turner hørte et alarmerende råb fra en af sine officerer: "Der kommer en torpedo, Sir". Lige derefter lød der en eksplosion på styrbordsside mellem 3. og 4. skorsten. Næsten samtidig med, lød der endnu en eksplosion, der på tidspunktet var ment at være endnu en torpedo. Denne eksplosion var dog endnu kraftigere end den første og fik en gejser af damp, vand og kulstøv til at sprøjte helt op til skibets bro. Den sårede Lusitania fik straks slagside mod styrbord og efter 18 minutter var hun sunket og havde taget 1.198 liv med sig i dybet. Hun sank med stævnen først med hækken næsten lodret op af vandet, lige som Titanic havde gjort det 3 år tidligere. Men Titanic (1911)var blevet revet op flere steder i stævnen og tog alligevel timer om at synke. Hvordan kunne et skib som Lusitania, der også var opdelt i flere vandtætte sektioner, så synke på mindre end 20 minutter. Selv en torpedoeksplosion kunne ikke gøre så meget skade. Hvad var der sket og hvordan? Svarende blev fundet 78 år senere på bunden af Atlanten.

Menu

© 2021 Henrik Friis Thuesen