Thingvalla Linien
  • Oversigt
  • |
  • Tilbage til forrige side
  • |
  • Sitemap
  • |
  • Kontakt
  • |
  • FACEBOOK

    • Galleri

    Cunard Line

    Istarten af 1800'tallet var der ikke mulighed for at emigrere fra Danmark til Amerika via et dansk selskab og direkte fra Danmark, men udelukkende via engelske og tyske rederier. Det betød at danskere, der ville emigrere til Amerika, måtte gå den indirekte vej. Rejserne skete pr sejlskib, hvilket i de dage ikke var den mest behagelige rejseform – sygdom og epidemier var ikke ualmindeligt og desuden var rejserne lange og trættende. I 1840 begyndte dampskibenes indtog, bl.a. med Cunarderen Britannia fra 1840. Indtil 1868 havde Danmark ikke haft en emigrations politik, hvilket betød, at kontrollen med emigrationen var næsten lig nul, men dette år indførte man emigration loven, der fik den konsekvens, at både politi og lægekontrollen blev skærpet. I årene fra 1868 gik flere skibe fra Danmark med udgangspunkt i København, men ingen af dem fra et dansk selskab. Det skulle først komme 11 år senere.

    I slutningen af 1880 stiftede man så det første danske emigrantrederi, Post Dampskibs Selskabet Thingvalla eller bare Thingvalla Linien, der fra begyndelsen af marts 1880 havde de to dampere Thingvalla og Asia i deres nystartede flåde. Thingvalla var kommet fra A/S Seil- og Dampskibsselskabet af 1873, hvor hun havde sejlet med destinationer i Ostindien, mens Asia var et chartret skib. Året efter i 1881 kom Harald til der ligeledes var chartret. Med et dansk rederi gik emigrationen nu ind i en ny fase. Thingvalla Liniens direktør var Grosserer F.W. Kiørboe, der i de første år skabte meget initiativ, men hovedarbejdet for ekspeditionen af passagerer, stod N.P. Frederiksen for. Han havde fået eneret og bevilling på udvandringsekspeditionen fra Danmark, efter indførelsen af indvandringsloven i 1868. En storstilet indsats for passagerforretningen gjorde, at agenturer for Linien, blev oprettet både i Christianssand og Christiania (Oslo), i Malmö, Helsingborg og Göteborg. Frederiksen havde bevillingen i 4 år, hvorefter Thingvalla Linien overtog alle agenturer. Et kontor blev også oprettet i New York, samt et agentur i Chicago - på samme tid som oprettelsen af selskabet i Danmark.

    Konkurrencemæssigt, stod Thingvalla Linien overfor det tyske Stettiner Lloyd, der i begyndelsen var under agentur af netop Thingvalla Linien, men som nu stod i direkte konkurrence. Det betød at Thingvalla Linien i 1881 måtte anskaffe sig nye skibe, hvilket de gjorde ved lejemålet af dampskibet Harald og året efter af damperne Geiser, Island og Hekla. Thingvalla Linien havde dog lidet succes, da de var mindre heldige med to forlis af både Hekla og Geiser. Geiser sank efter et sammenstød med Thingvalla. I 1888 købte man Danmark, som en erstatning for Geiser, men hun måtte forlades ude på Atlanten pga. maskinskade i 1889. Disse uheld betød en nødvendig passagernedgang, som det også ville ske for ethvert andet rederi med forlis. Men regnskaberne viste også, at Thingvalla Linien var en særdeles tvivlsom forretning. Af de to hovedindtægtskilder, havde passagerdriften det sværest. Den anden, godstransporten, gik derimod meget bedre med to tredjedele af indtjeningen. Selvom der nu gik direkte skibe fra Danmark, hvilket betød en væsentlig reduktion af rejse tid for den emigrerende, fortsatte folk stadig med at tage de tyske og engelske skibe over Atlanten. Grunden hertil lå nok for de flestes vedkommende i skibene frem for behandlingen. Det tyske rederi Hamburg-Amerika Line blev også populært kaldt "Kvæglinien" af de danskere, som rejste med dem pga. den ringe behandling. Men deres skibe var større og mere berømte. Mange ville prøve hvordan det var at rejse med et stort skib, der til og med nogen gange besad elektrisk lys. De mest brugte af de udenlandske rederier var i starten af århundredet det førnævnte Hamburg-Amerika Line og dets konkurrent Nord Deutscher Lloyd, der fra 1897 til 1907 havde verdens hurtigste skibe. Fra England var Cunard Line, White Star Line, Allan Line, Dominion Line, Inman Line, Guion Line, National Line og Anchor Line meget brugte og fra Amerika var de mest benyttede rederier Beaver Line og American Line. Disse faktorer, samt det faktum at Thingvalla Linien ikke havde den fornødne kapital til at forny sig med nye og bedre skibe betød, at Linien på lang sigt ikke havde en chance.

    Efter et par mindre heldige køb i starten af '90 erne med bl.a. Amerika fra 1893 (købt fra White Star Line som Celtic), der måtte sælges efter kun 4 år, måtte rederiet indse, at tiden var ved at løbe ud. Materiellet var der ikke, og økonomien var også ved at løbe løbsk. Hvis Linien skulle holdes gående måtte man investerer i nyt tonnage, men pengene var ikke til stede. Derfor måtte man den 1. oktober 1898 sælge selskabet til Det forenede Dampskibs Selskab (D.F.D.S.). Man havde inden da forsøgt at rekonstruere selskabet som Det nye Thingvallaselskab, men enden på hele affæren blev altså, at D.F.D.S. overtog.

    Overtagelsen af Thingvalla Linien betød at Det Forenede Dampskibsselskab formede en ny gren, der førte Amerika trafikken videre. Denne nye gren blev Skandinavien-Amerika Linien, som på mange områder kom til at overskygge sit moderselskab.