Titanic

Alt forløb planmæssigt fra den 10.-14. april. Vejret er godt og roligt, og livet ombord går sin vandte gang. I løbet af dagen den 14. april var meldinger fra Coronia, Baltic, Amerika og Californian løbet ind på telegrafen, med advarsler om is i området forude. De var løbet ind fra omkring kl. 9 den morgen og den sidste var kommet ind kl. 19.30.

Aftenen kom og vejret var overordentligt roligt. Det eneste der kunne ses på himmelen var et overdådig hav af stjerner og havet lå roligt hen. Titanic sejlede omkring kl. 21.00 i et hav der var 0,6 grader celcius og i løbet af de næste to timer faldt det yderligere en grad til 0 grader og en halv time yderligere, endnu en grad. Den kraftige nedkøling gav anden styrmand Lightoller grund til at give maskinrummet en ordre om at holde øje med ferskvandsbeholderne, der var en del af dobbeltbunden. Ferskvandet skulle nødigt fryse til is. Med baggrund af de utallige meddelelser om is, gav han ligeledes ordre til udkiggen om at holde specielt øje med isbjerge. Kl. 19.30 havde Californian givet tre advarsler om isbjerge kun 50 sømil forude. Anden telegrafist Harold Bride gik på broen med disse advarsler, men de nåede aldrig kaptajn Smith, da han i dette øjeblik var optaget af et middagsselskab i spisesalonen.

Kl. 23.00 var der vagtskifte i telegrafistrummet, hvor Jack Phillips overtog Bride's vagt. Omkring dette tidspunkt kommer Californian med en sidste advarsel. Hun ligger til anker kun 19 sømil fra Titanics position. Den korte afstand betød at advarslen drønede ind i Phillips' øre og af bare arrigskab og stress (han havde travlt med at telegraferer beskeder fra passagerne) snerrede han tilbage til Californians telegrafist: "Hold kæft, hold kæft, jeg har travlt". Denne afbrydelse betød at advarslen aldrig nåede broen, hvilket skulle gå hen og blive en fatal fejltagelse.

Kl. 23.40 var udkiggen, der bestod af Frederick Fleet og Reginald Lee, ved at glæde sig til at blive afløst. Det havde været en fredelig aften, men der var koldt og de to mænd så frem til at komme ind i varmen og få en varm kop kaffe. Pludselig kunne Fleet skimte noget stort forude, og da han indså, hvad det var slog han straks alarm til broen. På broen stod 6. Officer James Moody ved telefonen, da meldingen kom. Straks derefter blev meldingen sendt videre til Murdock. Murdock, der var 1. Officer beordrede med det samme at kursen skulle ændres til hårdt til styrbord, samtidig med at maskinerne skulle slås i bak. Titanic nærmede sig langsomt det store mørke bjerg foran sig, uden tilsyneladende at dreje til nogen af siderne. I udkiggen blev der gjort klar til en kollision, men så pludseligt begyndte hun at dreje mod bagbord side. Det var en gammel regel, at når hjulet blev drejet hårdt mod styrbord, ja så ville skibet dreje mod bagbord. Derefter blev alle de vandtætte døre lukket. Alle kunne se at det blev tæt på. Bjerget fortsatte op langs siden af skibet og stykker raslede ned på det forreste well-dæk. De fleste havde nok troet at hun var gået fri, men virkeligheden var en anden.

De første der opdager realiteterne, var arbejderne i kedelrum nr. 6. Kort efter at en rød lampe havde indikeret, at alle kedlerne skulle stoppes, brød vandet ind til de forfærdede arbejdere. Vandet stod allerede i en højde af 2,5 meter. Kaptajnen er på dette tidspunkt tilkaldt, hvor han straks beordre de vandtætte døre lukket. Dette er dog allerede gjort. Han beordrer herefter en undersøgelse af skibet sat igang, og kort tid efter bliver Thomas Andrews og en tømrer sat på opgaven. Det bliver hurtigt afgjort at Titanic er et dødsdømt skib. Hun er designet til at kunne holde sig flydende ved 4 af de vandtætte afdelinger oversvømmet, men her er imidlertid 5 rum beskadiget, hvilket kun kan betyde en ting: Hun synker, og det vil ske inden for nogle få timer, måske kun to eller tre.

Kl. fem minutter over midnat, bliver besætningen beordret til at gå skibet igennem og give passagererne besked på at de skal tage en redningsvest på og gå op på båddækket. Her skal bådene klargøres til at få kvinder og børn væk fra skibet. Alt hvad passagererne har mærket under hele forløbet, er nogle få rystelser, i hvert fald dem på 1. klasse. Men de finder dog hurtigt ud af at noget af galt, da skibet efter et stykke tid står stille. Stewarderne fortæller dog ikke om ulykkens virkelige omfang. Mange for derimod at vide, at Titanic sandsynligvis blot har tabt en skrue. Kl. 00.15 bad Smith, Phillips om at sende en nødmelding. Der blev sendt CQD, men da Smith spurgte til fem minutter senere, foreslog Harold Bride, at de skulle prøve det forholdsvist nye nødsignal S.O.S, der var blevet taget i brug 1. juli 1908.

Kl. 00.25 blev den første båd beordret i vandet og cunarderen Carpathia, der befinder sig 58 sømil syd-øst for Titanic, modtager nødsignalet og sætter straks kurs mod det dødsdømte skib med fuld kraft. Kvart i et bliver båd nr. 7 nedfirret med kun 10 personer. Ti minutter senere blev båd nr. 5 nedfirret. Denne havde kun 40 personer ombord. Der skulle gå yderligere tyve minutter førend bådene skulle blive bedre fyldt. Omkring dette tidspunkt er hældningen tiltaget yderligere. Kl. 01.40 affyres den sidste raket og eftersom de fleste af de forreste redningsbåde allerede er sat i vandet, begynder mange af de tilbageværende passagerer at bevæge sig agterud mod poopdækket, der nu rejser sig betydeligt fra havets overflade. En halv time senere kl. 02.10 gør man det sidste forsøg med nødsignalerne. Kl. 02.17 står stævnen under vand og tyngdekraften begynder at hive og slide i de store skorstene. Den forreste skorsten bryder sammen og knuser mange af de, der ligger i det kolde vand.

Enden nærmer sig. Titanics agterende rejser sig nu som et bjerg op af vandet og lyset i skibet slukkes, tændes igen og går så ud for bestandigt. De, der nu sidder i bådene, der i dette øjeblik et frygteligt syn. Vægten af bagenden og det at strukturen omkring maskinrummet er et af de svageste dele af skibet gør, at Titanic brækker over i to dele. Den forreste del begynder nu på sin rejse mod havbunden 3.800 meter under hende. Bagenden falder tilbage og knuser flere af de, der ligger i vandet. Mange tror at den tilbageværende del kan bruges som en gigantisk redningsbåd, men finder hurtigt ud af det modsatte. Kl. 02.20 rejser agterenden sig endnu en gang og efter den efterhånden bliver fyldt mere og mere med vand, begynder den lige som den forreste del, at tage turen mod havets dyb. Verdens største og mest prægtige liner gennem tiderne er væk.

Menu

© 2021 Henrik Friis Thuesen