1.klasse på Titanic var som nævnt under "drømmenes skib" en ganske komfortabel måde at rejse over Atlanten på. De havde mange muligheder for at nyde turen, både fysisk med hensyn til motion og psykisk med hensyn til afslapning.
Ud over nedenfor nævnte arrangementer, var der selvfølgelig også kahytter. Alt i alt havde 1. klasse 422 kahytter med 100 enkeltkahytter midtskibs og 4 palorsuiter på B-dæk. Klassen havde i alt 14 offentlige rum.
Stilarterne var bl.a.: Adams, Empire, Hepplewhite, Regence, King George, Queen Anne, Ludvig XVI, Italiensk og Hollandsk.
Af foranstaltninger var 1. klasse forsynet med følgende:
• Gymnastiksal
• Swimming Pool
• Tyrkisk bad
• Squash bane
• Promenadedæk
• Rygerum
• Spisesalon med receptionsrum
• Læse- skriverum
• Veranda café
• Café Parisian
• A la Carte restaurant
Derudover var der også et mørkekammer til amatørfotografer.
Gymnastiksal:
Gymnastiksalen var anbragt ved 2. skorstenskasse på båddækket. Her var der rig mulighed for at udøve fysiske øvelser for dem, der havde lyst til det. Bl.a. var der en romaskine og en elektrisk kamel.
Swimming Pool:
Som den første linere overhovedet, var Titanic (og Olympic) forsynet med et indbygget svømmebad. Det var placeret på F-dæk, hvor det var anbragt tæt på kedlerne lige under G-dæk, hvor poolen gik ned til. Tæt på badet lå så det tyrkiske bad.
Tyrkisk bad:
Det tyrkiske bad lå også på F-dæk sammen med svømmebadet. Disse to ting var i øvrigt blæst godt op i brochurerne, hvor de reklamerede med den høje toilet komfort ombord.
Det tyrkiske bad var også forsynet med et elektrisk bad, hvor passagererne kunne få en stimulerende oplevelse.
Squashbanen:
1. klasse havde også mulighed for at spille de riges spil; squash. Banen var anbragt på G-dæk og målte omkring 5 meter i højden. Passagererne kom dertil via en trappekorridor fra F-dæk.
Promenadedækket:
Promenadedækket var udover båddækket anbragt på a-dæk, der udelukkende var dedikeret til 1. klasse. På båddækket havde de området midtskibs og på A-dækket havde de det hele. Det gjaldt i øvrigt også indenfor, hvor bl.a. 1. klasses fællesrum var anbragt.
Rygerum:
Rygerummet lå i langhuset på A-dæk. Det var designet i et klassisk design, med skindmøbler og borde beklædt med grønne duge, der gav mulighed for kortspil. Panelerne var her mahogni med perlemorindlæg.
Spisesalon:
Spisesalonen var anbragt midtskibs på D-dæk. Det målte 34,74 x 28,04 meter (114 x 92 fod), hvilket vil sige at det strægte sig over skibets fulde bredde. Det kunne rumme 550 personer på en gang. Spisesalonen var opført i stilen Jocobean med en hvid grundtone. Salonen var udstyret med alkover langs siderne, hvor folk kunne nyde maden mere privat. Spisesalonen havde en tilhørende reception, samt to entréhaller.
Læse-skrive rum:
Læse-skriverummet lå på A-dæk op til loungen. Rummet var designet i en Georgian stil med en hvid grundfarve. Stilen var inspireret af Versailles. Målgruppen var kvinder, der skulle blive tiltrukket af de hvide vægge og det lette og elegante møblement.
Veranda café:
Veranda café'en var placeret agter på A-dæk med udgang på promenadedækket. Verandacaféen var et populært sted for passagererne, der kunne slappe af i de anbragte kurvemøbler. Desuden havde caféen ægte palmetræer til dekoration.
Café Parisian:
Caféen var et tiltag, der kun var på Titanic. Den var placeret i forlængelse af A la carte restauranten på B-dæk. Ligesom Veranda cafén havde Parisian kurvemøbler og som navnet antyder var den af fransk stil. Caféen havde vinduer ud over havet, hvilket gjorde stedet meget populært.
A la carte restauranten:
Placeret på B-dæk og lige op ad café Parisian. Restauranten var tilegnet det franske køkken fra 1700 tallet og var udsmykket med paneler af guldbrunt fransk valnød med en heldækkende mat rosafarve. Bordene var små og udsmykket med krystal lampeskærme. Stolene var medaljonstole.
Maden skulle købes i restauranten, den var altså ikke med i billetprisen, som maden i spisesalonen var det.
© 2021 Henrik Friis Thuesen