Titanic

Efter Titanics undergang, ligner overfladen mere eller mindre en slagmark efter et stort slag. 1.500 mennesker ligger i vandet, mange af dem stadig i live. De forgangne 2 og en halv time har været et helvede i dimensioner. Nu er det meste overstået, men ikke det værste. Omkring 705 mennesker sidder i redningsbådene alt for langt væk. De tør ikke komme tilbage og samle flere op af vandet i frygt for at bådene skulle kæntre. Lyden omkring dem var forfærdelig. Skrigene brød igennem den iskolde nat. Råb for hjælp. Antallet af overlevende i vandet svandt for hvert et minut, der gik. Flere svømmede mod den tætteste båd, som var Engelhard bådene A og B, hvor B lå på hovedet.

Læs mere om Carpathia (1902) Mens dramaet fortsatte i vandet, var et andet drama ved at udspille sig på Cunard lineren Carpathia, der for fuld damp var på vej mod katastrofe stedet. Med kaptajn Arthur Rostron ved kommandoen var hun på vej mod Middelhavet med 750 passagerer, der lå i deres stille søvn, ganske uvidende om det der skulle til at ske. Rostron vidste at der lå et isfelt foran ham, men med en ekstrem stor risiko, tog han chancen og sejlede med fuld kraft mod stedet. Han havde selvfølgelig taget sine forholdsregler, med to ekstra i udkig i stævnen for at se efter is og gav ordre til sin 2. officer til at stå på styrbordsside af brovingen. Rostron selv kunne ikke gøre andet end at vente. Han var 43 år gammel og havde været på søen i 27 år og havde bl.a. tjent som chefs officer på Lusitania. Da han modtog nødsignalet fra Titanic handlede han på instinkt og satte straks kursen mod det nødstedte skib. Ombord var der ekstra travlhed. Stewarderne var i gang med at klargøre skibet til de ekstra passagerer, der skulle komme ombord. Chefs stewarden stod for suppe og varm kaffe og hver gang i skibet, havde fået bemanding af en steward, der havde til job, at berolige Carpathias passagerer når de vågnede og for at holde dem væk fra hoveddækket. Forberedelserne til at få de overlevende ombord gik ud på at gøre liner, stoleslynger og stiger klar. Derudover blev askesække forberedt til at hejse børn fra bådene til dækket. Det eneste Rostron vidste var Titanics position, men derudover vidste han intet. Carpathia var stadig over 40 sømil fra stedet og sidste meddelelser havde ikke lydt så godt: "Maskinrum er ved at blive oversvømmet".

Over 40 minutter efter Titanics hæk var forsvundet under havets overflade, begyndte skrigene i vandet at dø hen og de 20 redningsbåde flød nu alene rundt i det kolde vand. Der var efterhånden blevet organiseret en struktur mellem de overlevende, for at holde bådene samlet og for at gøre det rigtige, blev hver båd eller bådgruppe kommanderet af en officer. I den sammenfoldige båd B, var bl.a. Lightoller og 2. telegrafist Harold Bride. Lightoller fik her at vide, at skibene der var på vej mod dem var de to White Star linere Olympic og Baltic, samt Carpathia. Snart herefter begyndte de at se efter lys fra damperne, kun for at blive snydt utallige gange, hvor lyset stammede fra en lygte i en af de andre redningsbåde. Så omkring kl. 03.30 kunne et tydeligt lys ses ude over horisonten, der lød et brag og kort efter forsvandt lyset. Mange troede ikke på håbet om et skib og et forslag lød på et stjerneskud.

Samtidig med at bådene flød omkring i mørket, var Carpathia på vej mod dem. Omkring kl. 02.30, så udkiggen et grønligt lys langt fra skibet på bagbordside og Rostron så det og troede at det var lyset fra Titanic og fejl konkluderede at hun stadig flød. Men kort efter forsvandt det. For hvert kvarter skød han raketter, men jo længere tid der gik uden at han kunne se skibet, jo mere svandt hans håb. Kl. 03.30 var han ved at miste alt håbet. De kom tættere og tættere på nødopkaldspositionen, men Titanic var stadig ikke at se nogen steder. Den første båd (nr. 2) blev mødt med officer Boxhall ombord og omkring kl. 04 var de resterende begyndt at ro hen imod redningsskibet, der kunne ses mod øst i den lyse glød af daggry. Stjernerne flød ganske langsomt ud, som solen blev tydeligere og profilen af den en-skorstenede liner kunne skimtes. For mange så hun meget lille ud i forhold til den gigant de indtil for få timer siden havde været ombord, men lige nu kunne den sagtens bruges.

I løbet af de næste timer ville bådene blive hejst op og passagererne ville endnu engang have fast dæk under fødderne. Den sidste båd, båd nr. 12, med Lightoller i kommando, var den sidste båd, der kom til. Carpathia kunne ikke komme nærmere båden pga. den store mængde af redningsbåde, der allerede lå langs skibet. Da båd 12 nærmede sig skibet slog en bølge og dernæst en mere over bådens stævn. I et øjeblik så det ud til at den ville kæntre, men den kom snart i læ hos skibet. Klokken var nu halv ni om morgenen den 15. april. Selv da alle bådene var blevet hejst op, blev passagererne, både Carpathias og de overlevende, ved med at skue ud over havet for måske at kunne få øje på flere ude i vandet. De fleste var koner til de mænd, der måtte blive tilbage. Men håbet svandt hurtigt og da skibets maskiner igen begyndte at snurre blev konerne, der nu var blevet til enker ledt inden for i varmen. Klokken var 08.50, og Carpathia begav sig mod New York. Undervejs holdte man to gudstjenester. Den ene var en taksigelse for de 705, der havde overlevet og den anden var en mindegudstjeneste for de 1.500, der havde omkommet. Rostron var den eneste, der var istand til at se efter flere lig i vandet. De andre passagerer var for påvirket af det, de lige havde måtte gå igennem. Det eneste han fandt var et enkelt lig, og ellers noget drivgods. Omkring en time tidligere havde Leyland lineren Californian, der senere skulle få en kritisk rolle i søforhørsundersøgelserne, ankommet og da Carpathia tog afsted med de overlevende overtog Californian opgaven med at undersøge området. Næsten øjeblikkeligt efter Carpathias afgang, så kaptajn Rostron et kæmpe isbælte, der strakte så langt øjet rakte. Dette isfelt, var det der blev advaret om til Titanic, da Phillips havde afbrudt forbindelsen (se katastrofen), hvilket betød at ismeldingen aldrig nåede broen.

I mellemtiden havde nyheden om Titanics forlis nået New York og White Stars kontor. White Star Lines vicedirektør Phillip A. S. Franklin var blevet vækket kl. 01.40 af en journalist, der fortalte at Titanic havde sendt nødsignaler og at hun var ved at synke. Franklin havde forfærdet spurgt, hvor sådan en nyhed var kommet fra, lød svaret, at det var kommet fra damperen Virginian via Montreal. Franklin ringede straks til White Star dokken, men de der arbejdede, vidste ikke mere end, hvad journalisterne havde sagt. De første meldinger lød på at alle var reddet og at Titanic var på slæb i havn. Men det var en fejlagtig konklusion. Og lidt efter lidt gik sandheden op for folk. Den største maritime katastrofe i historien var en kendsgerning.

Menu

© 2021 Henrik Friis Thuesen