Konstruktionen af verdens største skib, blev begyndt den 31. marts 1909, hvor kølen blev lagt. Hun havde bedding nummer 401 hos hendes bygger, Harland & Wolff. Hun skulle blive 882 fod lang (269 meter) og 92 fod bred (ca. 28 meter). Udadtil var hun identisk med sin søster, Olympic, men undervejs blev der påført ændringer, der i sidste ende skulle gøre hende det mest luksuøse og fantastiske skib, der nogensinde var blevet bygget.
Titanic og Olympic var de første skibe i White Star Lines flåde med fire skorstene, hvilket var af stor betydning for den der siden hen skulle sejle i hende. Den offentlige mening var faktisk den, at antallet af skorstene var proportionalt med luksus. Både Lusitania og Mauretania havde 4 skorstene. Oprindeligt var det faktisk meningen, at skibene skulle forsynes med 3 skorstene, men Lord Pirrie, adm. direktør på Harland & Wolff mente, at de gav skibene bedre linier, hvilket forbedrede udseendet. Og derved blev det. Skibene fik også andre ændringer undervejs. 1. klasses spisesalon var tegnet til at spænde over 3 dæks højde og skulle have en stor glaskuppel over sig, men blev reduceret til at blive inden for ét dæk. Glaskuplen blev flyttet til taget over den store trappe (Grand Staircase). Ændringerne omfattede også elevatorerne på 1. klasse, der oprindeligt var planlagt til to. De blev udvidet med to mere, en til 1. klasse og en til 2. klasses passagerer.
Prisen for Titanic var 1.500.000 engelske pund, hvilket svarer til, at hun ville koste 400 millioner dollars, hvis hun skulle bygges i dag.
På Olympics jomfrurejse rejste J. Bruce Ismay med og han fandt grund til at ændre visse ting på Titanic, der ville gøre klassen endnu bedre. B-dæks lukkede promenadedæk skulle delvist lukkes, så der kunne blive plads til ekstra 1. klasses kahytter, hvoraf to af dem skulle have sit eget promenadedæk og veranda. Derudover skulle der også være en aflukket café, som tillod passagererne at få et view over havet. Denne café blev kendt som Café Parisien. Disse ændringer betød, at der kunne være 100 flere 1. klasses passagerer ombord. Det viste sig hurtigt, at á la carte restauranten ombord på Olympic var meget populær. Dette fik Ismay til at tilføje et ekstra receptions rum uden for restauranten på Titanic.
Meget sent i konstruktionen blev det bestemt, at den forreste tredjedel af A-dæk skulle lukkes. Grundlaget var, at der var kommet flere klager fra passagerer på Olympic, der var blevet våde fra skumsprøjt ført af vinden. Ændringerne betød at færdiggørelsen af Titanic blev udskudt et stykke tid. Ændringerne kom til at betyde, at hun blev 1004 bruttoton større end Olympic og hun var nu officielt verdens største skib.
© 2021 Henrik Friis Thuesen